Før behandling

Som patient har du ret til at blive grundigt informeret, før du siger ja eller nej til en tandbehandling. Det betyder, at tandlægen skal give dig den nødvendige viden om din undersøgelse, diagnose og de mulige behandlinger, så du kan træffe et trygt og oplyst valg.

Hvad skal tandlægen fortælle

Tandlægen skal fortælle om undersøgelsen, sygdommen, relevant forebyggelse, behandlingsmuligheder og eventuelle komplikationer – også på længere sigt. Tandlægen skal også fortælle, hvad der kan ske, hvis du vælger ikke at blive behandlet.   Herudover skal tandlægen fortælle om andre relevante forhold, som tandlægen skønner, du ikke kender til, men som er vigtige for valget af behandling. Hovedreglen er, at kravene til tandlægens information vokser, jo større eller mere risikofyldt behandlingen er.   

Du bestemmer selv

Som patient vælger du selv, om du vil modtage den behandling, tandlægen anbefaler. Man har ret til at få at vide, hvad behandlingen indebærer, og hvilke konsekvenser ens valg har, før man træffer det. Det er, hvad informeret samtykke til tandbehandlingen indebærer i loven om patienters retsstilling.   

En god dialog giver et godt resultat

Et vellykket resultat af behandlingen afhænger i høj grad af, at patient og tandlæge samarbejder. Derfor er det vigtigt, at I taler sammen om behandlingen og om det, du selv kan eller skal gøre for et vellykket resultat. Det er vigtigt både før, under og efter behandlingen.   

Brug også tandlægens viden om de forskellige løsninger, der ofte findes på et problem, og hold tandlægen informeret om forhold, der kan få indflydelse på behandlingen. Det står ikke i loven, at man har pligt til det – men det er en god idé at gøre det.